Vi kan ikke sige Saturn uden at komme til at tænke på planetens imponerende ringsystem, der er det største i solsystemet. Ringene danner tilsammen en meget tynd skive af små is- og stenklumper.Rumteleskobet Hubble, der er i kredsløb om Jorden, har fotograferet ultraviolet nordlys ved begge Saturns poler. Lyset opstår, når solvinden – som består af ladede partikler fra Solen – rammer gassen i Saturns atmosfære. Fænomenet kan ikke ses fra Jorden, fordi vores atmosfære ikke tillader ultraviolet lys at trænge igennem.

Saturn minder om sin storebror Jupiter

Saturn selv er en gasplanet ligesom Jupiter og består mest af brint. Den er noget mindre end Jupiter, men stadig næsten hundrede gange så tung som Jorden. Der er ikke så meget aktivitet i Saturns atmosfære som i Jupiters, men vi ser alligevel store hvirvelstorme, de varer blot ikke lige så længe som på den større planet.

Saturn har det største og flotteste ringsystem i solsystemet. Ringene består hovedsagelig af isstykker og isdækkede klippestykker af forskellig størrelse. Den totale mængde af materiale i ringene svarer til en lille måne med mindre end 200 kilometers radius.

Dette materiale er nu bredt ud i ringe, der er 272.000 kilometer i diameter og mindre end 500 meter tykke. Et stykke papir med samme forhold mellem udstrækning og tykkelse ville være større end en fodboldbane.

Ringene kredser om Saturn med forskellig fart

Ringpartiklernes hastighed varierer med afstanden til planeten - jo tættere på, des hurtigere bevæger de sig. Ringene er opdelt af nogle smalle mørke mellemrum, som man tidligere troede blev dannet af tyngdekræfterne fra månerne uden for ringene.

Nu ved vi, at mellemrummene dannes på grund af vekselvirkning mellem materialet i ringene og Saturns måner, både de ydre måner og de såkaldte hyrdemåner.

 
Ringenes navne

 Saturns ringsystem består af utallige enkeltringe. A og B ringene er de mest lysstærke og det er normalt kun dem, man ser i et teleskop. De to ringe er adskilt af den mørke Cassini-deling. A-ringen er selv yderligere opdelt af Encke-gabet nær dens yderkant. C-ringen er svag og overstråles nemt af Saturn selv. Den smalle F-ring er ikke synlig med amatørteleskoper. Der findes andre ringe (D, E og G), der imidlertid er ekstremt svage.

Ringene holdes på plads via resonanser fra de indre måner. Således ser Cassini-delingen ud til at være forårsaget af månen Mimas. De to små måner Prometheus og Pandora holder F-ringen på plads. Navnene på Saturns ringe og på de to mellemrum Cassini-delingen og Encke-delingen.

Saturns måne Titan  

Udenfor ringene finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største og den eneste måne i solsystemet, der har en tæt atmosfære, som overvajende består af kvælstof, som i jordens atmosfære. Dertil kommer en lille mængde metan. På Titan er forholdene sådan, at metan kan eksistere i 3 tilstandsformer: Gas, vædske og is. Dette får Titan til at minde lidt om jorden, hvor det er vandet, der kan eksistere med de tre kendte tilstandsformer.

Titan er en tilsløret måne omgivet af ovennævnte atmosfære, som giver en orange farve.  Først i 2004 afslørede den en sonde, som landede på Titan, at landskabet består af floder, søer og vulkaner. Da metan nedbrydes af sollys, er der noget der tyder på, at der stadig forekommer vulkanbrud med udslip af metan og udbrud af klippe og is som sjap i stedet for lava.

Billedet er det første sonden Huygens sendte hjem efter dens landing
på Titans overflade i 2004. På overfladen fandt sonden spor efter flydende
metan, noget der lignede et floddelta og afrundede isklumper, der mindede
om sten ved en strandkant.

Oprindeligt var billedet i sort/hvid, farverne er lagt på efterfølgende.

Selvom der næppe er liv på Titan, er den iskolde måne stadig interessant. Forskerne mener nemlig, at den på mange måder minder om Jorden, som den så ud i dens tidlige barndom. På Titan kan rumforskere studere livets byggeklodser og de processer, der fandt sted på Jorden for flere milliarder år siden. På den måde kan vi måske alle sammen blive klogere på, hvordan livet opstod på vores egen planet.

Titan fortæller, hvordan livet opstod på Jorden

For godt fire milliarder år siden samlede livets byggesten på Jorden sig til primitivt liv. Men hvad fik de livløse molekyler til at sætte sig sammen og blive til liv?

Det spørgsmål er umuligt at besvare, hvis vi kun ser på Jorden selv, for på vores klode er sporene af livets opståen for længst blevet slettet.

Ved at tage til Titan, kan vi foretage en tidsrejse tilbage til dengang, livet opstod på Jorden. På den kolde, fjerne måne er der nemlig gang i mange af de processer, der såede spirerne til liv på Jorden.

Kulden får alting til at gå langsommere
 

På grund af den lave temperatur  (- 180 grader) går alle processer på Titan meget langsommere. Det betyder, at de processer, som Jorden gennemgik for længe siden, finder sted på Titan i dag. For eksempel producerer Titans atmosfære de komplicerede kulbrinter, som vi ved er nødvendige for at tage det næste skridt mod livets opståen – nemlig proteinerne.

Kulbrinter er lange, organiske molekyler, som ikke kan undværes, når livets byggesten skal støbes. Metan –  eller naturgas - er den kulbrinte, der er allermest af i Titans tykke atmosfære.

Atmosfæren indeholder også en masse kvælstof og en lille smule vand. Begge dele er uundværlige for de livsformer, vi kender fra Jorden.

 Vulkanudbrud, meteornedslag samt vind, vejr og livet selv har slettet
alle spor af Jordens tidlige historie, hvor livet opstod. Men sådan er det
ikke på Titan. Derfor kan vi lære meget om os selv ved at studere
Saturns største måne.

Endnu længere tilbage i tiden

De processer, der foregår på Titan i dag, fandt sted på Jorden for godt fire milliarder år siden. Men undersøgelser af Titan kan meget vel ende med at føre os endnu længere tilbage i tiden. Titan har nemlig været forskånet for de nedslag og vulkanudbrud, der har slettet meget af Jordens historie. Det betyder at månen meget vel kan gemme på spor af dens allertidligste barndom. De spor kan være med til at opklare, hvordan de afgørende kulbrinter er opstået på Titan og på Jorden.

Cachen befinder sig ikke på ovenstående koordinater men på:

N  55.14.(A+C)(B+D+F)(E+E+E)

E 011.46.(A+C+E)(C+C)(A+A+E)