Min farfar, Ib Schleicher, var frihedskæmper under 2. verdenskrig. Han var først tilknyttet Holger Danske og derefter BOPA og gik under dæknavnet Max. Han er født i 1924 og døde i en alder af 86 år i 2010, så jeg kan desværre ikke spørge ham om detaljer om hans oplevelser som frihedskæmper. Jeg har kun nogle beskrivelser af hans oplevelser, som han har skrevet ned i starten af 90’erne, for at dokumentere hans virke som sabotør under krigen, for at få erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen ifølge lov om erstatning til besættelsestidens ofre.
Følgende er den første del af den beskrivelse han har skrevet, og handler om hans oplevelser som medlem af modstandsgruppen Holger Danske fra august 1944 til februar 1945.
Hvis du har personligt kendskab til nogen, der kæmpede for frihed under enten 2. verdenskrig eller en anden krig, må du meget gerne skrive om vedkommende i din log.
English: My grandfather (dad's dad), Ib Schleicher, was a freedom fighter during the 2nd world war, where the Germans occupied Denmark. He was first in the resistance group Holger Danske from August 1944 to February 1945, and then in BOPA until the end of the war. His cover name was Max. The below (which is only in danish, sorry) is about his time in Holger Danske and is based on his written experience from the early 90’ties.
You can see the logging task at the bottom, and if you have any personal knowledge of a freedom fighter during either WW2 or any other war, then I would appreciate it, if you write about the person in your log.
Ib’s oplevelser som frihedskæmper i modstandsgruppen Holger Danske.
Jeg voksede op i Skagen og blev 16 år i 1940. Den 9. april stod jeg på Søndervej, da de tyske flyvemaskiner kom ind over byen. I samme øjeblik jeg så dem, fik jeg en meget stærk instinktiv fornemmelse af, at "Det vil jeg på en eller anden måde være med til at gøre noget ved, for det kan man under ingen omstændigheder have".
Der var ingen sabotage i Skagen i krigsårene, i hvert fald ikke som jeg kendte til. Men jeg kom ind i skytteforeningen og blev trænet til at blive en dygtig skytte. Samtidig blev jeg i Gl. Skagen uddannet til tømrer.
I begyndelsen af august 1944 i en alder af 20 år, tog jeg til København for at læse til bygningsingeniør på Polyteknisk Læreanstalt. Med det samme begyndte jeg at spørge stort alle jeg kom sammen med, om de kendte nogen sabotører. Det gjaldt også sygeplejerske Lily Gram på Øresundshospitalet, som jeg kendte fra Skagen. Gennem flere år var hendes bror Jimmy og jeg særdeles gode venner. En aften i august eller september 1944 var jeg sammen med Hans Brahe Salling og hans kæreste Karen Johansen ude hos Lily Gram Jensen på Øresundshospitalet. Hans og jeg var på bølgelængde lige med det samme, og praktisk taget omgående kom jeg ind i en Holger Danske modstandsgruppe under ledelse af Georg Stougaard, som bestyrede en urmagerforretning i Skindergade, hvor gruppen holdt til. Andre i gruppen som jeg mest arbejdede sammen med, var Hans Brahe Salling, Svend Borup Jensen og Ejner Ole Mosolff.
Da politiet blev taget den 19. september holdt jeg op på Polyteknisk Læreanstalt for at bruge så meget tid som muligt på modstandsarbejdet. Jeg tog arbejde som arbejdsmand på Hellerup Glasværk, så jeg ikke skulle bruge aftener og weekender til studierne. Fra julen 1944 gik jeg ind i sabotagearbejdet på fuld tid og fik så lige penge nok til at leve for. - Indtil da var det fritidsarbejde.
Mit arbejde i modstandsgruppen bestod mest i at gøre våben i stand, og det var sædvanligvis i kælderen i urmagerforretningen i Skindergade. Engang spurgte jeg Georg, om det ikke var for farligt, at vi altid arbejdede og samledes der - men fik at vide at det var det ikke.
Da jeg ikke havde kørekort, fik jeg i gruppen lært at køre bil. Vi lånte ofte en lille åben lastvogn hos Ford Simo på Finsensvej til transport af våben og andet, og det var tit mig der kørte.
Sabotage af benzinstationer
Det direkte sabotagearbejde, jeg deltog i, var at sprænge benzinstationer. Her kan jeg direkte huske en i Holmbladsgade på Amager - på venstre side ud mod Øresund. Med våben og sprængstof kørte vi på cykel over Rådhuspladsen og ud og sprængte den.
Likvideringsaktion i Lyngby
Senere på året var vi i en bil, som jeg kørte, ude for at likvidere en stikker (i Lyngby?) Det var midt på dagen, en lørdag eller søndag. Hans og Svend gik ind i villaen hvor han boede, mens Ole og jeg dækkede. Det lykkedes ikke at ramme ham, for han nåede lige at gemme sig på loftet. I en hasarderet biltur nåede vi lige at slippe væk inden HIPO kom. - Hvem stikkeren var og hvor han boede, er det ikke lykkedes mig at finde ud af. Jeg kendte jo heller ikke København og omegn særlig godt.
Razzia på Vesterbrogade
En mørk efterårsaften efter en aktion gik Ole Mosolff og jeg på Vesterbrogade lige ind i en tysk politi-razzia. De var så hurtige, at det ikke var muligt at gå tilbage eller slippe udenom. Vi blev derfor enige om skyde, når vi blev holdt op, da vi ellers alligevel ville blive tortureret og henrettet - og så kunne vi lige så godt blive skudt med det samme. Vi gik i gåsegang forbi to patruljer som holdt folk op, og vi prøvede forgæves at lukke gadedøre op. Men lige før den tredje patrulje skulle holde os op, var der en åben port, som vi lige så stille gik ind igennem.
Stikkerlikvidering den 4. februar 1945
Her skulle vi om dagen likvidere stikkeren, en Schalburg-kaptajn, hvis navn jeg ikke kender, som boede i nr. 9 opgang C st.th. Tage Løve Andersen skulle gøre det, og vi var to som var med i opgangen. Ole Mosolff og en eller begge Tages brødre var med for at dække. Stikkeren lukkede ikke op da der blev ringet på. Tage skød gennem døren, men kunne jo ikke se, hvor han var. Vi løb så ud, mens Tage kastede en håndgranat ind gennem ruden oppe i entredøren, og den eksploderede. Jeg stod nu udenfor og så pludselig et ansigt i vinduet. Jeg skød helt automatisk og var i samme øjeblik klar over at det var naboen, men ramte heldigvis lige ved siden af ansigtet. Da håndgranaten sprang, var Tage på vej ned ad trappen, og stikkeren skød gennem døren og traf ham bagfra. Han styrtede ud ad døren med en tyk blodstrøm ud af munden og faldt lige foran Bent Egelund og mig. Vi tog ham i hver sin arm og trak ham ud til fortovet på Lykkeholms Allé. Imens blev der skudt efter os, men vi blev ikke ramt. Tage var stendød, så vi måtte lade ham ligge og se at komme væk i en fart.
Gestapo tager Skindergade gruppen den 24. februar 1945
Tidligt lørdag morgen den 24. februar mødte Hans, Svend, Ole og jeg i urmagerforretningen for at arbejde med våben i kælderen. Da vi var færdige, gik vi hver for sig over og mødtes på GL. Torv - i et mylder af mennesker. Efter nogen tid gik Hans og Svend ned ad Strøget. Ole og jeg blev stående, og efter kort tid kom en eller to HIPO-vogne for fuld udrykning lige forbi os fra Rådhuspladsen og videre ned ad Strøget. - Jeg sagde til Ole: "Det skulle vel ikke være Hans og Svend, de er ude efter?" Siden har jeg ikke set dem, og det videre forløb er kendt og beskrevet. Derefter skiltes Ole og jeg.
Mandag formiddag den 26. februar mødtes Ole og jeg hos sygeplejerske Lily Gram Jensen, som nu arbejdede på Kommunehospitalet. Ole sagde, han ville gå ned i urmagerforretningen, men det frarådede jeg stærkt, for jeg havde en fornemmelse af, at noget var galt. Det ville han dog alligevel, og selv om jeg også frarådede ham at være bevæbnet, gjorde han det alligevel. Siden har jeg så heller ikke set ham. Han var jo også en af dem, som blev tortureret i Vestre Fængsel og senere henrettet i Ryvangen. Efter krigen har jeg hørt at Ole havde slugt en tandbørste for at komme på hospitalet. Men han fik at vide at det kom han ikke, for han skulle jo alligevel henrettes. Også en rystende oplevelse for os der overlevede.
Samtidig med, at Ole gik i Skindergade og blev taget der, gik jeg et andet sted hen, formentlig til mine bedsteforældre i Hellerup, hvor jeg boede officielt.
"Jacob" og jeg og nogle af de andre havde en aftale om at mødes formentlig om tirsdagen den 27. februar, men da de ikke kom, blev vi først da klar over, at den var gal. Straks efter gik vi sammen forbi forretningen i Skindergade, og vi gik et par etager op i malerhuset (Stilling hed det vist dengang - og vel endnu) lige overfor. Vi kunne dog ikke se noget, og besluttede så at flytte det lager af våben, ammunition og sprængstof, vi havde ude i byen på Nyelands Allé. - Det var helt klart for os at det var alt for risikabelt og gå ind i urmagerforretningen for at undersøge sagen nærmere.
Frihedskæmperne var organiseret i små grupper, som kendte så få som muligt, for at undgå at de kunne angive så mange, hvis de blev taget af Gestapo, som var dygtige til at torturere fangerne, for at få dem til at angive andre frihedskæmpere. Efter at Skindergade gruppen blev arresteret, mistede Ib og Jacob derfor kontakten til Holger Danske, men fik kort efter kontakt til modstandsgruppen BOPA, som begge kom med i, sammen lageret af våbnene, ammunitionen.
8 af Skindergade gruppens medlemmer blev arresteret den 26. februar 1945, men det lykkedes en af dem at bluffe sig fri. De resterende 7 blev tortureret og henrettet den 17. marts i Ryvangen.
Heldigvis blev min farfar aldrig fanget, for så havde jeg ikke været her og kunne ikke have lavet denne virtuelle cache.
Ved koordinaterne for cachen står du lige udenfor det sted, hvor urmagerforretningen lå. Her kan du finde et mindesmærke for Holger Danske gruppen. Se om du kan genkende nogen af navnene på mindesmærket fra min farfars beretninger. For at logge cachen skal du sammen med logningen uploade et billede af dig selv foran mindesmærket. Dit ansigt behøver ikke være med på billedet. En del af din krop, som f.eks. en hånd er nok. Logninger uden billede vil blive slettet. Hvis du har personligt kendskab til nogen, der kæmpede for sin frihed under enten 2. verdenskrig eller en anden krig, må du meget gerne skrive om vedkommende i din log, men dette er selvfølgelig ikke et krav for logning.
English At the coordinates for this cache, you're standing in front of the place, where the Holger Danske group had their meetings. Back then it was a watchmaker shop. Here you can find a memorial for the Holger Danske group. You can find some of the names of the memorial in my grandfathers story above. To log this cache, you have to upload a picture together with your log of yourself in front of the memorial. Your face doesn't have to be in the picture. A part of your body, for example your hand, is enough. Logs without picture will be deleted. If you have any personal knowledge of a freedom fighter during either WW2 or any other war, then I would appreciate it, if you write about the person in your log, but this is of course not a requirement.
Virtual Rewards 2.0 - 2019/2020
This Virtual Cache is part of a limited release of Virtuals created between June 4, 2019 and June 4, 2020. Only 4,000 cache owners were given the opportunity to hide a Virtual Cache. Learn more about Virtual Rewards 2.0 on the Geocaching Blog.