Menig Johansen sad på sin seng inde i sovesalen på Kasernen. Det var i dag den 19. december 1941. Han var så heldig, at have fået orlov op til jul, så i morgen ville han pakke sin vadsæk og tage toget hjem til Fårevejle. Den hjemlige julemad glædede han sig svært meget til. De var nemlig ikke forvænte med forplejningen her på Kasernen.
I eftermiddags var han gået en tur igennem Ahlgade. Oppe ved Hotel Postgården havde der stået en kor og sunget engelske julesange. En af de fine sange klang stadig i hans hoved.
Han lod blikket glide op på væggen. Rummet var meget sparsomt indrettet men et enkelt billede hang på væggen. Det lignede mest af alt en billig udgave af et guldaldermaleri.
I et træ sad turtelduer og kurrede for hinanden.
På marken stod en agerhøne og skuede over marken.
Henne fra stalden kom malkepigerne ud med fyldte spande.
På vejen kom en handelsrejsende gående med store guldringe på sin hånd.
Ude på gårdspladsen spankulerede de prangende franske høns rundt med hovedet højt løftet
Kun let forstyrret af gæssene som skræppede rapt af den fremmede der var på vej forbi.
Pudsigt billede egentligt men han kunne nu godt lide at kigge på det. På en måde mindede det lidt om hans fødegård, som han snart skulle hjem og besøge. Med en rar fornemmelse i maven, rejste hans sig, stoppede sin pibe og gik udenfor og for at nyde det stjerneklare vejr.
Da han stod der og kiggede på stjernerne, kom han pludselig i tanke om, at han for pokker da også havde glemt sin madpakke ude i terrænet tidligere på dagen. Kunne han nu huske hvor det var:
Jo, det var vist: N 55 42._ _ _ E 011 44._ _ _
