Banestien Ryomgård - Allingåbro er en del af den tidligere Randers – Ryomgård – Grenaa jernbane, der blev nedlagt i 1971.
I dag er banen udlagt til natursti og asfalteret på hele strækningen fra Marie Magdalene til Allingåbro. Langs banestien er der opstillet en række infotavler, der beskriver området. På turen vil det mangfoldige dyre- og fugleliv i moserne, søerne og på engarealerne kunne opleves på nærmeste hold. Der findes endvidere en naturlegeplads lidt nordvest for Pindstrup samt en primitiv overnatningsplads.
Dette trail går fra Marie Magdalene til Auning. Det er på sammenlagt 18 km (retur). Der er indlagt 1 bonus cache, som kan findes på vej tilbage. Husk at notere bonus info fra cacherne. Alle informationer står i minimum to caches.
Det kan anbefales at tilbagelægge turen enten på cykel eller til fods. Stien ligger godt tilbagetrukket fra offentlig vej.
Der er parkeringsmuligheder flere steder på ruten:
Marie Magdalene - Anlagt P-plads ved banestien
Pindstrup – Lige uden for byen og med direkte adgang til banestien
Auning – Ved bibliotektet - Der er adgang til banestien lige ved lyskrydset
Cache serien er udlagt med tilladelse fra Norddjurs og Syddjurs Kommuner.