Kirker om solbjerg-stillng sø 3 # Blegind kirke Mystery Cache
TIDOKU: Så er det slut, tiden og lysten til at vedligeholde disse caches er væk.
Kirker om solbjerg-stillng sø 3 # Blegind kirke
-
Difficulty:
-
-
Terrain:
-
Size: 
(micro)
Please note Use of geocaching.com services is subject to the terms and conditions
in our disclaimer.
For at finde cachen skal du starte med nr. 1. Koordinatet til den næste cach finder du i cachen. Blegind Kirke er en "klassisk" landsbykirke fra omkring år 1200. Kirken er ikke ret stor - den har kun en 60 - 70 pladser - men den rummer mange smukke detaljer, som bestemt gør kirken seværdig. Først og fremmest er kirken dog et dejligt og nært rum at holde gudstjeneste i.
Kirkebygningen udvendig Kirkens skib og kor skønnes at være fra omkr. 1175 (lidt yngre end Hørning kirke, altså som Adslev kirke fra Valdemar d. Stores og biskop Absalons tid); omkring hjørnerne og enkelte andre steder er der tilhuggede kvadre, men ellers er der mest anvendt rå og kløvede kampesten; bagmurene er blot rå kampesten (marksten) nedlagt i ler eller mørtel. Oprindelig har der i koret været tre vinduer og fem i skibet. To af dem er stadig i brug, i korets nordside og i skibets vestgavl (ses mellem styltetårnets ben). Den tidligere overligger fra vinduet i korets østgavl er ved en ombygning i 1759 (samtidig med ombygning af tårnets top) indmuret ret langt nede, to andre af de oprindelige overliggere står nu t.v. og t.h. for indgangen til ligkapellet. De oprindelige små "romanske" vinduer (undt. de to ovennævnte) er senere gjort større; de nuv. store vinduer afløste i løbet af 1800-tallet de halvstore ”gotiske”, der var indsat i sidste halvdel af 1400-tallet. Også i sidste halvdel af 1400-tallet blev våbenhuset og tårnet bygget (se senere); men her (modsat Hørning og Adslev) bibeholdt man det flade bjælkeloft i kirkeskibet og koret. 1901 fornyedes taget over kirkens kor, og man fandt en skat med 43 sølvmønter, der under svenskerkrigen (1658-60) var blevet skjult af præsten Laurits Nielsen Torrild, han døde 1659, midt under krigen. I 1998 blev der lagt nyt tegltag på alle kirkens bygningsdele. Kirkeskibet. Der blev foretaget en mindre restaurering først i 1930-erne (arkitekt Viggo Norn), en større i 1953-54 (arkitekt Aksel Skov), hvor der bl. a. skabtes et plant gulv i mursten fra våbenhus til kor, et nyt trægulv og el-varme med rørovne under bænkene, nye sæder på bænkene. I 1983 atter en mindre restaurering (arkitekt Bent Meyer), hvor kirken kalkedes indvendig, inventaret blev repareret og malet. Døbefonten er en af de i Østjylland ret almindelige ”Løvefonte”, hvor to løvekroppe mødes i et fælles hoved. Fonten må formodes at være lige så gammel som kirken (ca. 1175) og har den store dybde, der muliggjorde dåb ved neddykning. I slutningen af 1500-tallet blev det almindeligt med dåb ved overøsning, og der anskaffedes dåbsfad. År 1895, hvor kirken fik sit nye alterbillede, skænkede præsteparret kirken en ny, stor vandkande og et tilsvarende dåbsfad, begge dele i messing og med en indskrift, som nævner giverne. Et meget ældre dåbsfad i tin (ca 1690) står på en hylde i nordvæggens fordybning, hvor tidligere kvindedøren var, samme sted står også en gammel tinkande, der har været anvendt til dåbsvand. Over døbefonten hænger en "fontehimmel", hvad der er ret usædvanligt. Den menes at være lavet i slutningen af 1600-tallet, men var efterhånden kommet i en sørgelig stand og var omkr. 1900 blevet hengemt på loftet, herfra blev den i 1953 hentet frem og gennemgribende istandsat af kirkemaler Georg Kristiansen, Silkeborg. Prædikestolen med dertilhørende lydhimmel fik kirken i 1651 (trappen er fra 1953). Det var under sognepræst Lauritz Nielsen Torrild (1638-1659) og hans hustru fru Cidtzel, og prædikestolen kan være en gave fra præsteparret, en slags ”betaling” for at blive begravet inde i selve kirken (præsteparrets gravstenen omtales i det efterfølgende under "Koret"). Stolen har fra gammel tid i sine fire felter billeder af de fire evangelister, og under billederne ses deres sædvanlige symboler (engel, løve, okse og ørn). Under prædikestolens overliste læses to citater fra Det gl. Test.: 1. Sam. 3,9 og Esajas 59,21. Stolen blev i 1953-54 smukt restaureret af Georg Kristiansen. Omkring 1800 fik kirken de nuværende stolestader, Blegind-borgerne havde netop i 1790 købt kirken og ville nu til at sidde bedre under gudstjenesten. Sæderne blev dog gjort bredere ved en restaurering i 1954, hvor der også blev lavet nye væggavle, gavlene ud mod midtergangen er stadig de gamle fra 1800. I kirkeskibet er der to lysekroner, en stor af messing med 16 lys og en mindre af lyst malm, men også med plads til 16 lys. De er fra begyndelsen af 1900-tallet, men blev 1948 ombygget til elektriske pærer (i koret er der to messinglampetter, hver med tre pærer). Ved et syn i 1896 foreslog provsten, at man anskaffede en kakkelovn til kirken; i 1908 ved vi, at der var en kakkelovn, den stod i skibets NV hjørne, hvor orglet nu er, den blev fornyet i 1929, 25 år senere (1954) fik kirken den nuværende el-opvarmning. Orgelet. Der var i 1905/06 en indsamling for anskaffelse af et orgel, men resultatet blev kun 79 kr. Kirkesanger og degn (1892-1933) Anders Andersen var bange for at orgelet skulle skade folks lyst til at tage del i sangen, og han talte folk fra at bidrage; men så blev der atter i 1926 foranstaltet en indsamling, og beløbet kom nu op på 1.157 kr, og et harmonium kunne anskaffes; i mellemtiden havde degnens datter (Ellen Andersen) fået lært at spille, og hun blev kirkens første organist! — Harmoniet stod mellem døbefonten og nordvæggen, og organisten sad bag harmoniet med ansigtet mod menigheden. Et bedre, men brugt, harmonium anskaffedes i 1954, det blev anbragt, hvor kakkelovnen havde stået, og organisten sad med ryggen op ad vestgavlen og så over harmoniet op mod alteret. — Det nuværende orgel er fra 1966, lavet hos Th. Frobenius og Co i Kgs. Lyngby. Det er med ét manual og fire stemmer. Det første og største epitafium på kirkeskibets nordvæg er fra 1687 og er et minde for provst Esbern Rasmussen Malling (og hans første hustru), hvad også i dag fremgår af teksten nederst. I det store midterfelt fandtes oprindelig et maleri af provsten og hans første hustru (den netop i 1687 afdøde). Endnu i 1862 hang epitafiet i kirken, men i mådelig tilstand. I 1889 blev det fundet i småstumper på kirkens loft, og både portrætmaleri og tekst var i en så ringe stand, at det ikke var til at reparere, men selve epitafiet blev i 1932 smukt istandsat ved billedskærer Poul Jensen (ligesom krucifikset) og genophængt (nu med en præstetavle i midterfeltet). Det andet og lidt mindre epitafium hænger ved døbefonten til minde om sognepræst Niels Chr. Hirtznachs kapellan Christian M. Hirznach (173*-40). Han var sandsynligvis en brorsøn af sognepræsten og var dennes hjælpepræst i hans sidste år. Den smukke tekst er let at læse. Tavlen hang i 1862, hvor den hænger i dag, men blev i 1931 fundet frem fra loftet i en ynkelig tilstand, den blev som ovenstående istandsat af Poul Jensen og genophængt i 1932, epitafiet blev igen lidt repareret i 1984. Det tredje epitafium er for Laurits Sørensen Worsøe, 1739- 80. Det havde i næsten 200 år sin plads på korets østgavl t.v. for altertavlen, men efter en opmaling i 1984 blev det opsat på højre side af udgangsdøren: "Her neden hviler Lauridz Sørensen Worsøe, forhen sognepræst for Blegind og Hørning menigheder i 41 år og provst i Hielmsløv herred i 17 år, født 1710, død 1780, og hans hustru Ide Margrethe Bøgh, født 1716, død 1790, tilligemed 7 af deres tilsammen avlede 15 børn. Gud lad os samles med disse Kiere i den glade Evighed." Epitafiet er formentlig opsat i forbindelse med hustruens død og efter aftale med hende. Begravelsen er oprindelig sket inde under korets gulv, for vi ved, at i 1805 blev et begravelsessted flyttet herfra og ud på kirkegården, og i den forbindelse er foretaget en tilføjelse (rettelse) øverst på epitafiet: "Uden for den østre side af kirkens gavl " - hvor resterne nu var lagt ned. Det fjerde epitafium er for provst Schinnerups hustru, han blev selv begravet i Århus, hvor Rådhushaven er i dag. Epitafiet hang tidl. (som ovennævnte) på korets østgavl (t.h. for altertavlen), men blev efter opmalingen i 1984 opsat på venstre side af udgangsdøren. Korbuen var oprindelig meget smallere; men sidst i 1400-tallet blev den udvidet og gjort højere, ved den lejlighed blev to store granitsten med relief og fuglemotiver fjernet og (senere) indmuret i kirkeskibets NV-hjørne, her sad de indtil restaureringen i 1953-54, da de blev hentet frem og på ny blev indmuret som kragbånd i triumfbuen. Over korbuen hænger et særdeles smukt krucifiks, det er skåret i katolsk tid, omkr. år 1500, men var i løbet af 1800-tallet blevet så medtaget, at det var lagt på loftet. Det blev i 1934 restaureret af Poul Jensen (Kristus fik nye arme, og der lavedes et nyt korstræ i samme stil som det gamle og meget ormædte). Koret. Alteret, der er opbygget af træ, blev 1886 rykket lidt nærmere gavlen, træpanelet omkring alteret er fra restaureringen i 1953, altertavlen og panelet blev malet 1954 af Georg Kristiansen, der også afsatte farver til panelet og kirkeskibets stolestader i 1983. På alterbordet ligger en dug, som er et smukt håndarbejde udført af Natalie Pedersen, Blegind; det blev taget i brug 1964. Midt i nedhænget ses Den gode Hyrde, og hen imod ham fra begge sider kommer fårene gående. Indbroderet er også ordene fra GT-salme 23,1. Giveren døde 17. febr. 1965, men en dattersøn bor stadig i sognet. Under sognepræst Rasmus Nielsen 1606-38 (se senere under mindestenen) fik kirken en ny altertavle, det kan have været hans gave til kirken for at måtte blive begravet inde i kirken. Altertavlen er hovedsagelig den nuværende, men i 1895 blev den noget forenklet (arkitekt V. Ahlmann) og fik et nyt billede ("Emmausmaleriet"). Det opr. midterfelt var en tavle af egetræsbrædder med nadverens indstiftelsesord, det sidder nu fastskruet på bagsiden af altertavlen, men med skriftsiden vendt indad! Angående det nye billede har pastor Bruun Simonsen (1927-67) fortalt følgende: "Da nogle gårdmandskoner fra Blegind (deres navne står bag på altertavlen) så det nye alterbillede i Hørning med emmausvandrerne, sagde de til pastor Anton Hansen, at de ville forære et tilsvarende billede til Blegind, han skulle blot bestille det hos kunstmaler Adolf Dorph for et (nu ukendt) beløb, som de tilbød at betale. Det gjorde pastor Hansen, og kunstneren svarede tilbage, at for et så lille beløb kunne han aldeles ikke udføre et alterbillede. Pastor Hansen skrev tilbage, at det ville damerne blive meget bedrøvede over, for de syntes, at det var et stort beløb, de havde tilbud. Dorph svarede, at var de så fattige i Blegind sogn, da kunne de beholde deres penge og bruge dem til et rammeværk om billedet, og så ville han forære kirken det ønskede maleri, præsten skulle blot meddele ham, hvilke mål, det skulle have!" Enkernes pengegave gik herefter til den ovennævnte ombygning af altertavlen v. arkitekt Ahlmann. Hørning kirke havde som nævnt nogle år før (1888) fået et tilsvarende maleri i altertavlen, men udført af Rasmus Christiansen fra Bjertrup som en kopi af Adolph Dorphs alterbillede i Diakonissestiftelsens kirke på Frederiksberg. De to ret høje messinglysestager på alteret er fra omkring år 1600 (sognepræst Niels Simensen, 1578-1605, er sandsynligvis giveren, da han som den ved altertavlen nævnte søn sikkert er begravet under kirkens gulv, se gravstenen i våbenhuset). Under sognepræst Niels Chr. Hirtznach fik kirken i 1716 ny sølvkalk og disk (der stadig er i brug), lavet af en kendt københavnsk kunstner. Det var ret almindeligt, at når en præst ville efterlade sig et smukt minde, da var det noget til alteret (således også i Adslev kirke 1691), dette i Blegind kan således være skænket af N. C. Hirtznach. Efter pastor Anton Hansens død skænkede hans enke den syvarmede lysestage med følgende indskrift: "Til minde om Hans Anton Hansen, Præst for Blegind og Hørning Sogne 1884-1906". I 1742 fik sognepræst Laurits Worsøe rytterdistriktets kirkeinspektør til at opsætte et "gitterværk" (knæfald) foran alteret. - Det nuværende knæfaldsparti er fra restaureringen i 1953-54. En gravsten er som mindesten for to sognepræster indsat i korvæggens nordside, den meddeler: "Her (=Hr.) Rasmus Nielsen, født i Blegind, som boede og døde samme sted, 1638, 3(?). søndag efter trinit, 68 år gl., og her Lavritz Nielsen Torrild, som døde her i Blegind 16[59, 10. aug.], [64] år gl., samt deres kære hustru, erlig og gudfrygtig quinde, Cidtzel Søfvrensdater, født i Rafnholt, som døde i Blegen 16__, __ år gl. Gud opvecke dem til det evige liv". Stenen er smukt udført og har været dyr, den er uden tvivl udført først i 1650-erne, endnu mens hr. Lavritz og fru Cidtzel levede, men ingen har efter deres død sørget for at få deres dødsdatoer og alder indhugget på den ellers færdige sten. Stenen lå indtil 1922 i skibets midtergang, vel nogenlunde over det sted, hvor de tre har været begravet, og sikkert ved optagningen er den knækket både på langs og tværs, men alligevel smukt anbragt op ad korets nordvæg. Våbenhuset. Dette blev opført i sidste halvdel af 1400-tallet af munkesten med bagmur af rå marksten, Våbenhuset fik 1894 murene forhøjet, så loftet blev fri af den oprindelige, meget smukke indgang til kirken (mandedøren). Over døren ses en reliefsmykket tympanon, i midten ses en søjle, på begge sider af denne løver med vældige haleduske. 1888 fandt man på loftet resterne af en gammel jernbunden dør, og da døren ind til kirken var i en meget dårlig stand, blev den nye dør udført efter forbillede i resterne af den gamle dør (ca. 1890). Esbern Rasm. Mallings gravsten har tidl. (som de to forgængeres) ligget i kirkeskibets midtergang, omtrent, hvor han og hans to hustruer er begravet. Stenen blev 1922 optaget og anbragt ved våbenhusets vestvæg. Det er en "genbrugt" sten, og dens tidspræg siger, at den er fra omkr. 1600, det kan derfor være en sten, som han har "hugget" fra Niels Simensen (sognepræst 1578-1605). Provst Malling har så 90 år senere fornyet den nederste tekstdel, så den passede på ham og hans to koner: "Esbern Rasmussen Malling, sognepræst til Blegind og Hørning sogne i [42] år og provst i Hielsløv herred [11] år, død i 1[701] , ligger her begravet med sine tvende hustruer, Kiersten Olesdatter Aale, med hvilken han levede i 26 år, hun døde 1687 og Maren Jensdatter Holm, med hvilken han levede i ___ år, død ___. De sovede alle hen i håbet om en glædelig opstandelse." Skriften er altså indhugget efter at han er blevet gift anden gang og er blevet udnævnt til provst, og han lader det stå åbent, om han skal opleve overgangen fra 1690-erne til 1700-tallet! Her som ved den tidl. nævnte sten i koret ses det, at de efterlevende børn og sognebørn ikke (efter provstens og hans anden kones død) har sørget for at få stenen forsynet med de relevante tal. Tårnet Tårnet er opført i sidste halvdel af 1400-tallet, På en syld af marksten er det bygget med de ret store munkesten. Det er bygget som et "styltetårn", så kirkeskibets vestvindue kunne bevares. Et syn fastslog i 1735, at tårnet trængte til en ombygning, denne fandt sted i 1758-59, hvor toppen blev fornyet fra glamhullernes bund og opad. Den allerøverste del af tårnet blev atter ombygget i 1894 under ledelse af arkitekt V. Ahlmann; det nye topparti stod i en række år i afstribet blank murværk (ses på en del ældre fotos); men siden 1953 har også denne del af tårnet været hvidkalket. I tårnet hænger en kirkeklokke fra 1865, i virkelighed en omsmeltning og ”forøgelse” af den tidligere og noget mindre klokke, der var anskaffet sidst i 1500-tallet, efter at den ældst kendte i 1529 var afleveret til kronen som krigsskat. Den elektriske klokkeringning stammer fra 1967, den elektriske lugeåbning er dog først fra 1983. Kirkegården Kapellet, opført 1933 (arkitekt V. Norn), blev renoveret 1972, hvor der førtes el-kabel frem til bygningen, der blev lys i rummene og varmt vand i et nyt toiletrum (nu med WC). Arkitekt Bent Meyer. Lysstanderne på kirkegården blev også opsat i 1972. Pillerne og jernlågerne foran kirken går helt tilbage til 1948. I 1753 havde Laurits Worsøe fået biskoppens tilladelse til at opføre en bolig for præsteenker nord for kirkegården, ved hans død i 1780 flyttede hans hustru ind og fik ti år i enkeboligen. Senere fulgte flere præsteenker efter. I 1859 erklærede et provstesyn boligen som forfalden, og den blev nedrevet i 1881. Blegind kirkegård har ikke haft nogen egentlig udvidelse, men har i dag samme størrelse som i middelalderen. Den så efterhånden meget lidt spændende ud, mange gravsteder var sløjfet og lå hen som kedelige partier; men i 1990 blev kirkegården omlagt, et areal blev tilsået med græs, der blev langs stendigerne plantet en bøgehæk og nye ensartede hække med tuja blev plantet omkring gravstederne. Umiddelbart øst for kirkegården ligger bygningerne fra den tidligere præstegård, solgt 1909, da præsten blev flyttet til Hørning. Samtidig med kirkegårdsomlægningen i 1990 blev der fra den tidl. præstegård købt et lille areal nord for kirkegården (hvor provst Worsøe engang havde opført enkeboligen), hér indrettedes en lille materialegård, en lille parkeringsplads og en indgang til kirkegården uden trapper. Omlægningen af kirkegården, anlægget af materielgården og den nye, lille parkeringsplads samt en forskønnelse af parkeringspladsen foran kirken og en ny trappe op til kirkegårdens niveau blev forestået af landskabsarkitekt Hans Jørgen Nielsen, Skanderborg
Additional Hints
(Decrypt)
Fr ylfrg... Wn qra re irq yltgrcæyra
Treasures
You'll collect a digital Treasure from one of these collections when you find and log this geocache:
Loading Treasures