Galgehøj
Galgehøj ligger syd for den grønne rute, her er der en primitiv
overnatningsplads.
Lidt om Palsgård Skov
Palsgård Skov på 1043 ha ligger nord for Nørre Snede på den
Jyske Højderyg. Skoven er en gammel hedeplantage og er i dag meget
afvekslende. Her er områder med nåletræer, områder med eg og bøg og
områder med højmoser, enge og overdrev. I skoven ligger mange
fortidsminder, især gravhøje, der vidner om, at Palsgård Skov
ligger på Hærvejsstrøget. Mod nordvest afgrænses Palsgård Skov af
Hampen Sø og mod nordøst af Torup Sø. Der er kun et par kilometer
mellem de to søer, men alligevel afvander de mod henholdsvis
Vesterhavet og Kattegat.
Langs selve vandskellet ligger mange gravhøje. Skovens mange
diger er markante minder fra fortiden. Nogle diger har fungeret som
hegn, der skulle forhindre husdyr i at græsse i skoven. Andre diger
var hegn, der skulle markere skellet mellem skoven og planteskoler
eller jord, der hørte til skovens tjenesteboliger. Desuden er der
kortere diger, der gik rundt om haver til de hedegårde, hvis jorder
senere blev plantet til.
Palsgård Skov blev anlagt på udpinte jorder til fattige
hedegårde, som staten havde fået pga. skattegæld, eller som blev
erhvervet med henblik på tilplantning. Fund af egestykker i
mosejord ved Torup Sø og Boest Mose på grænsen til Palsgård Skov er
dateret til godt 6000 f.Kr. Fundene bekræfter, at der var skov her,
før heden bredte sig. Tilplantningen blev startet på ejendommene
Palsgård og Søgård i 1805 samtidig med tilplantningen af Alheden
syd for Viborg og Randbøl Hede ved Egtved. Disse 3 plantager er
noget ældre end de fleste andre jyske plantager.
Kilde: folderen Skov- og Naturstyrelsen Vandreture i Statsskove
nr. 99. Det er en fordel hvis man tager en folder – da
skatten er gemt ved en af de afmærkede ruter.
Link til folderen klik her