Det
spanske oprør i Roskilde
I 1808
var Rafael de Llanza y de Valls, kaptajn og kommandant for en
bataljon ved regimentet ’Guadalaxara’, som angiveligt befandt sig
på Slottet eller Godset Lindholm i Roskildes omegn, og således var
en af de tre spanske regimenter, der ikke kom med i la Romanas
udskibning fra Danmark i august 1808. Don Rafael opholdt sig i
Danmark fra marts til september 1808, hvor han bl.a. oplevede det
spanske oprør i Roskilde. Han var derfor også blandt de spanske
officerer, som blev afvæbnet af den danske hær, og udleveret til
krigsfangenskab hos franskmændene.
Uddrag
– i oversættelse - fra don Rafaels dagbog:
”Med
regimenterne Guadalaxara og Asturias således samlet på denne ø
under kommando af den franske general Frerión og denne under ordre
fra Marqués de la Romana, som forblev på øen Fyn, der alle stod
under Prinsen af Pontecorvo (Bernadotte), som med den franske hær
forblev i Holstein.
Danmarks Konge disponerede således over seks spanske
bataljoner som i juli og august slog lejr i omegnen af Roskilde,
hvor lejren mere havde karakter af et forlystelsessted for
kongefamilien og hoffet, end en egentlig militærlejr.
Parader, spil, banketter og baller var i virkeligheden, hvad man
brugte tiden på, i den spanske lejr. Vi anede intet om hvilke
anstrengelser vores landsmænd der hjemme gjorde sig for at bryde de
lænker, fjenden prøvede at lægge dem i. De franske aviser beskrev
kun, at stemningen blandt spanierne var længselsfuld efter at
modtage åget. På trods af det blev humøret blandt os mere og mere
ængstelig. Jo færre nyheder vi modtog fra Spanien, jo mere gærede
uroen i alle sjæle.
I
denne urolige tilstand modtog vi så ordren fra Marqués de la Romana
om at alle regimenter skulle sværge troskab til Joseph Bonaparte
som Spaniens konge. Ordren blev givet d. 31 juli klokken 12 middag.
Samme eftermiddag
greb al mandskab til våben og angreb generalens palads. Generalen
flygtede og hans to adjudanter, der var de eneste franskmænd, som
befandt sig iblandt os blev dræbt.
Da
Kongen fik kendskab til denne handling, blev København sat i
generel krigstilstand, og
Kongen forlod byen, for med artilleri og 10.000 mand at møde
spaniolerne en mil udenfor, idet han troede at spaniolerne ville
bevæge sig mod hovedstaden. Da Kongen senere fik kendskab til den
sande årsag til sindsbevægelsen, sendte han den 1. august en
adjudant, for at udtrykke overfor tropperne, at de stod under hans
direkte beskyttelse og han gav os sit kongelige ord på at man ikke
skulle tilsværge Joseph Bonaparte. Da forsvandt
modviljen øjeblikkelig og klapsalver for Kongen og alle danskerne
brød ud. Vores Lejr fyldtes med alle slags mennesker og glæden
vendte tilbage. Blandt de mere tænksomme mandskaber, var der dog
stadig et stikkende nag, for de så ikke andet i denne konge, end en
lille satellit, der kredsede rundt om
tyrannen.
Den
næste dag blev der givet ordre om at ophæve lejren og dele
bataljonerne ud på forskellige steder på øens nordlige del, hvilket
skete den tredje. Efter opdelingen af bataljonerne fulgte
kompagnierne, som blev spredt med stor afstand imellem sig. Min
destination blev Kresenburg Slot. I denne tilstand blev vi indtil
den 11, uden nogen nyheder fra Fyn, hvor vores general opholdt sig.
Vi var i en stadig frygt for at se ham ankomme og straffe os hårdt
for begivenhederne den 31 juli, og fordi vi ikke havde efterkommet
hans ordre.
Den
11. juli meget tidligt, modtog vi ordrer om at samle bataljonen og
bevæge os til et angivet sted, for at paradere for Kongen. Man
adlød straks og uden den mindste mistanke. Vi ankom til det anviste
opholdssted, hvor der befandt sig 5 eller 6.000 mand infanterister
og et tilsvarende kavalleri med artilleri. Vi opstillede i
kampbataljon og blev straks af den danske general, Prinsen af
Hesse, beordret at vi skulle overgive våbene på Kongens
ordre.
Denne
nyhed gjorde os skrækslagne, og vi spurgte os selv, hvilken årsag
eller hvilken forbrydelse der dog havde bragt os i den situation,
og man svarede os, at Hans Majestæt var i hans gode ret til at
hævne sig, fordi Markisen af Romana havde overladt Fyn til Kongens
fjender, ligesom han havde overgivet sig med sin hær, derimod havde
Hans Majestæt som en anerkendelse af at vi ikke havde deltaget i så
stor en kriminel handling, lovet at vi ville blive behandlet med
den største respekt. Med disse ord fik de os til at stige på
vognene, der førte os til byen Ringsted, mens mandskabet blev ført
til Arsenalet.
Gennem
nogle landsmænd vidste vi faktisk, at marisen af Romana havde taget
den heltemodige
beslutning at benytte sig af de britiske styrker til at vende til
Spanien med sin hær, og at han havde passeret til øen Langeland,
hvor han kunne være i sikkerhed, hvad han ikke havde på Fyn. Da de
sidste spaniere forlod Nyborg, var dxen franske hær fra Holsten
allerede ankommet i største hast, og var ved at krydse Lillebælt
med den hensigt at slå spanierne ihjel. Romana narrede dem
imidlertid ved at trække sig over på øen Langeland. På dette
tidspunkt havde vi endnu et vist håb om at Kongen ville udlevere os
til Romana, eller at denne sammen med englænderne ville forsøge en
landgang på Sjælland; alle disse luftkasteller forduftede, da vi
hørte eskadren var under sejl og vi var agterudsejlede og overladt
til vores skæbne.
Næppe
var konvojen passeret før den danske guvenør tog skridt til at
udlevere os til franskmændene, ivrig efter at hævne drabene i
Roskilde og vores generals flugt overfor os. Vi vidste udmærket at
en sådan udlevering ville være et dødeligt slag, som vi hverken med
vold eller magt kunne undgå.
Den 4.
September 1808 satte vi os i bevægelse for at passere Store Bælt;
vi nåede Korsør om natten, hvor vi troede vi skulle tilbringe
natten, men vi blev straks ført ombord med den største voldsomhed,
man stuvede os sammen under dækket og dækslugerne blev lukket til
som man gør med et skib ladet med fanger, der er dømt til
galejerne. Båden blev eskorteret af to kanonbåde med ordre til at
sænke os, i tilfælde af den mindste modstand fra vores side eller
hvis englænderne forsøgte at befri os.
Vi
rejste nat og dag, og ankom til Kolding d. 7. hvor franskmændene
ventede os og hvor modtagelsen bestod i at anbringe os i offentlig
fængsel, efter at vi havde fået den behagelige nyhed, at vi i
Altona ville blive udsat for at hver femte af os ville blive
udtaget til en henrettelse, fordi vi alle var nogle mordere og
oprørere. Det var en nyhed, der sandt at sige ikke gav os den
største nydelse”
Det har ikke været muligt at placere cachen tæt på Lindholm gods,
men i samarbejde med godsforvalteren og jægeren er den placeret så
hvis man kommer fra Gevning kører man lige forbi vejen op til
hovedbygningen og der kan man få et kig op af allèn den fører til
godset. Gå ikke på marken med korn men kun på det lille stykke ud
mod vejen.