Dr. Phil. J. J.
Dampe - Adolphine
Der
lå han så på gulvet i den nøgne celle i Kastellets Fængsel, og vred
sig skrigende mens han prøvede at undertrykke den uendelige rædsel
og smerte han følte inde i sit hoved. Det liv han havde at se frem
til, var intet andet end et sandt helvede. Og, den eneste vej ud af
dette helvede var ved at miste sin forstand eller begå
selvmord.
Den
ovenfor beskrevne scene fandt sted i Kastellets fængsel i København
en forårsdag i 1826. Den desperate mand som skreg sin smerte ud for
døve ører , var den ”farligste” politiske fange Danmark nogenside
havde kendt. Det var den 36 årige præst, lærer, journalist og Dr.
Phil, Jacob Jacobsen Dampe.
Gennem 6 endeløse
år, havde han nu overlevet i isolationsfængsling og det han havde
at se frem til var en uendelig række af endeløse år i fortsat
isolationsfængsel, indtil han endelig ville dø eller
nådigt miste sin forstand. Det despotiske danske
embedsmandsvælde havde ingen intentioner om at vise denne -
yderst farlige – politiske fange nogen form for
nåde.
Man
mente, at have demonstreret tilstrækkelig ”godhed” ved at lade
kongen ændre Dr. Dampe’s dødsstraf til isolationsfængsling på
livstid, selvom Dr. Dampe selv havde tigget og bedt om at blive
henrettet frem for at skulle se frem til 20, 30, 40 års rædsler og
smerter i isolationsfængslingen.
Her
i Kastellet, hvor tidligere Struensee var fængslet, var
fængselscellen komplet nøgen og mørk. Det diminutive vindue med
dets tremmer sad så højt, at Dr. Dampe heller ikke kunne få lidt
adspredelse ved at kigge ud. Dr. Dampe kunne heller ikke få besøg.
Pen og blæk var forbudt. Frisk luft var forbudt. I seks lange år
havde Dr. Dampe ikke sat sine fødder udenfor
fængselscellen.
Den
omstændighed, at Dr. Dampe alligevel overlevede med sin forstand i
behold, skyldtes ironisk nok en ung Slesvigsk pige, Adolphine, der
arbejdede som fængselsbetjentens tjenestepige, og havde sit kammer
lige ved siden af Dr. Dampes fængselscelle. Denne unge pige fik
medlidenhed med Dr. Dampe, og fandt ud af, at de kunne snakke
sammen, fordi hendes komfur og hans ovn var forbundet til den samme
skorsten. Og således kunne en utrolig kærlighedshistorie tage sin
begyndelse.
Adolphine viste sig
at være opfindsom og handlekraftig, og inden længe havde hun
smuglet pen, papir, blæk og aviser ind til Dr. Dampe gennem
komfur/skorsten/ovn forbindelsen. Og den ene endeløse nat efter den
anden førte Adolphine lange samtaler med sin indespærrede ven. Ja,
Adolphine klarede sågar også at bringe breve fra Dr. Dampe til hans
venner i København og fra dem tilbage i hans
celle.
En
skønne dag stjal Adolphine fængselsnøglerne og fik en låsesmed til
at lave en kopi til hende. Til det formål fortalte hun låsesmeden
at hun altid var sulten fordi hun aldrig fik nok at spise, og
derfor ville hun have en nøgle, så hun selv kunne tage lidt ekstra
mad om natten. Adolphine fik sin nøgle og straks den følgende nat
da alle andre sov, låste hun sig ind til Dr. Dampe. Og derefter
fulgte mange natlige visitter i fængselscellen. Ja, en nat tog
Adolphine sågar Dr. Dampe med ud på en spadserertur i de
nærliggende gader – meningen var blot, at den friske luft udenfor
ville gøre Dr. Dampe godt. De gjorde intet forsøg på at stikke
af.
En
skønne dag indtraf så katastrofen. En eller anden havde fundet ud
af det med nøglen og Adolphines natlige besøg i cellen. Dr. Dampe
kunne intet gøre, men måtte nøjes med passivt gennem væggene at
høre, hvordan Adolphine blev torteret og gennembanket gennem flere
dage i træk. Men, Adolphine lod sig ikke knække, og den oprindelige
kommunikationskanal mellem hende og Dr. Dampe via skorstenen var
ikke blevet opdaget. Gennem denne kanal kunne Adolphine og Dr.
Dampe fortsat holde kontakt, og nu begyndte de så at lægge planer
for, hvordan Dr. Dampe kunne stikke af fra sit fængsel. Det varede
dog ikke længe, førend også denne kommunikationskanal blev
afsløret.
Dr.
Dampe blev derfor flyttet til en anden celle i den anden ende af
fængslet, og Adolphine blev simpelthen nægtet adgang til den del af
fængslet. Al kontakt mellem Adolphine og Dr. Dampe ophørte. Han var
endnu engang gjort incommunicado. Og for den første, sidste og
eneste gang under hans lange indespærring, fik Dr. Dampe et
regulært nervesammenbrud.
Da
nu Adolphine hørte rygter om Dr. Dampes nervesammenbrud, så trådte
hun endnu engang i karakter, og hvor utroligt det end lyder,
lykkedes det hende for den tredje gang at bryde isolationen og
komme igennem til sin indespærrede ven. Adolphine betænkte sig ikke
et sekund og løb gladelig enhver risiko for at kunne hviske nogle
få ord gennem den lukkede celledør til Dr. Dampe. Og inden længe
havde hun opfundet, om ikke ligefremt en geocache så dog stadig en
lille cache i form af et hulrum i korkproppen til Dr. Dampes
vandflaske, og dermed kunne der atter smugles skrevne beskeder frem
og tilbage mellem dem.
En skønne dag
kom så beskeden fra Christiansø, at det nye statsfangefængsel
var klart til at rumme Dr. Dampe. Da nu Dr. Dampe blev ført
til det skib som skulle bringe ham til Christiansø, flakkede
hans øjne desperat hid og did i håbet om at få et sidste glimt
af Adolphine. Men, hun var intet steds at se. Han så hende
aldrig mere.
Som
en lille efterskrift, kan det nævnes at en anden ung pige fik
medlidenhed med Dr. Dampe på Christiansø, og hjalp ham der med at
få smuglet breve ind og ud. Til det formål lavede Dr. Dampe et hul
i en sten, som kunne rumme hans breve. Han kunne så efterlade
stenen udenfor sit fængsel når vagten i et kort øjeblik var
uopmærksom, hvor den unge pige så samlede stenen op og efterlod den
der igen med evt. ude fra kommende breve i. På denne måde kunne
Dampe fortsætte med at udveksle små noter med verden
udenfor.
Det
første brev Dr. Dampe fik igennem på denne måde, var et brev til
Adolphine, men, dette brev blev aldrig leveret til modtageren, for
i mellemtiden var Adolphine afgået ved døden.
Om
navnet Adolphine kan det nævnes, at navnet ikke forekommer i
Kastelskirkens Begravelsesprotokol, som det ellers burde. Derimod
findes en sergent Francks kone (d. 15/2 1830), som var født Borger
og var katolik. Sergent Francks kone hed ikke Adolphine men Maria
Magdalena til fornavn. Men, sandsynligheden og nogle facts taler
for, at det var hende, fangevogterens kone og altså ikke en
tjenestepige, som i Dr. Dampes skildring kaldes
Adolphine.
EN: The story about Dr. Phil. J. J.
Dampe
CACHE: En
lille metaldåse med kombineret stashnote/logblad. Medbring selv
skriveredskab. FFC via mail. Ligger i et velplejet og veltrimmet
område, som ikke må beskadiges. Vær meget omhyggelig med
genplaceringen. Hvis fangevogterne opdager den, er det
Adolphine som får bank.
EN: A small tin containing a combined stashnote/log. Bring your own
pencil. Placed in a well trimmed military area, dont break or
disturb anything. Be very careful when hiding it again. If it
is discovered by the jailor Adolphine will be beaten
up. |