Denne cache
er blevet lagt i forbindelse med Gribskov natevent
2008
Kulturhistorie
Grib Skov er med sine 5500 ha en af
Danmarks største skove. Skoven er den sidste rest af det vældige
vildnis, der i oldtiden dækkede hele Nordsjælland.
Navnet dukker op for første
gang i Kong Valdemars Jordebog i 1231 - Gripscogh. Mest sandsynligt
rummer navnet den gamle betegnelse grib, der f. eks. i gribsjord
angiver et areal, som ikke er hegnet ind og derfor ikke ejes af
nogen bestemt. Man kan altså forestille sig en art fællesskov eller
gribeskov, som enhver kunne udnytte efter behov.
Skoven som
jagtområde
I middelalderen bragtes Gribskov ind i
et fast ejerforhold fordelt mellem Esrum Kloster og Kongen. Efter
Reformationen overgik hele skoven til Kronen. På grund af hoffets
store jagtinteresser, blev skoven lagt ud til en store vildtbane
til jagtformål. Sidst i 1600- tallet lod Christian V udhugge et
system af jagtveje, der blev flittigt brugt under de såkaldte
parforcejagter. (par force betyder med vold og magt). I denne
jagtform brugtes ikke skydevåben. Et stort kobbel af hunde jagede
et enkelt stykke vildt, halvt til døde. Til sidst trådte jægeren
til og gav det nådestødet med en bredbladet kniv.
Stutterivangene
Langs Esrum Sø lå i alt seks vange, som
er betegnelsen for indhegnede græsningsområder for heste.
Disse blev brugt af det kongelige Frederiksborg Stutteri til
sommergræsning. Hestene var sorteret i stammer eller stod, og hvert
stod græssede i sin egen vang. Vangene var indhegnet af et
stengærde. Til at passe på hestene ansætte man vangemændene, der
boede i små huse langs Esrum Sø. Husene er i dag "afløst" af de
fire skovløberhuse, der ligger ud til Søvejen.
Skovdriften
Kronens interesse i Grib Skov lå først
og fremmest i muligheden for jagt. Skoven var derfor mere en
forlystelsespark end en økonomisk ressource. Opvæksten af træer fik
stort set lov til at passe sig selv og gavntræ blev hentet, hvor
der tilfældigvis var noget at finde. Fra gammel tid sendte bønderne
deres svin på olden i skoven og de svarede som modydelse oldengæld,
almindeligvis hvert tiende dyr eller en tilsvarende værdi. Heste,
køer og geder blev sendt på græs i de dele af skoven, der
omsluttede landsbyernes indmarker.
Siden middelalderen begyndte
skoven at bære præg af menneskets virke og omkring 1800- tallet var
træ en mangelvare i Danmark. Ved udskiftningen i 1780´erne blev
derfor bøndernes brugsrettigheder til skoven afviklet. Med
græsningens ophør blev muligheden for træernes selvforyngelse
forbedret. På denne tid begyndte man også at planlægge en
langsigtet skovdrift, og bøg og eg blev plantet i stor stil. Også
rødgran plantedes, især på tidligere eng- og mosearealer.
Resultatet af disse tiltag er, at skoven kan drives intensivt i
dag.
I den senere tid er man dog
begyndt at mindske arealet af granskov igen til fordel for
hjemmehørende løvtræarter, især eg, og mose- og engarelaer. Man vil
også have mere naturskov og derfor udlægges arealer hvor træerne af
i dag er dirkete efterkommere af en selvsået skov, til
naturskovsarealer. Dele af naturskovsarealerne får lov til at ligge
hen som urørt skov, andre dele drives med gamle driftsformer som
plukhugst, græsningsskov eller stævningsskov.
Kulsvierne
Fra gammel tid blev det skovrige strøg
fra Grib Skov til Sjælsø kaldt for kulsvier-egnen. Faget havde dog
flest udøvere i Grib Skov og Store Dyrehave. Kernen i kulsviernes
industri var den kegleformede mile, hvori det tørre ved i luende
glød blev forvandlet i hårde kulklumper. Milen skulle brænde i tre
fulde døgn. Den måtte hele tiden være under opsyn da
forbrændingsprocessen skulle foregå under iltfattige forhold. Skete
det, at ilden stod ud af milen, måtte den slukkes omgående, for at
træet i milen ikke skulle brænde til aske. Det færdige, blanksorte
trækul blev fyldt i sække og ad Kongevejen kørt til markedet på
Kultorvet i København.
Kilde: Danmarks
Naturfredningsforening |