EGHOLM
SLOT
Under
pløjning af en nydrænet eng i Skørpingholme, mellem Støvring og
Skørping i Himmerland, stødte en landmand i 1950'erne på velbevaret
træ. Det drejede sig om tildannet tømmer, der - som det forsigtigt
blev foreslået - kunne være fra et middelalderligt fæstningsværk.
Tvivlen skyldtes især fundstedet: det lå kun 200
metersyd for
det store voldsted Egholm slot, der i middelalderen havde været et
stærkt forsvarsanlæg. Var der tale om to borge? Og hvilken
forbindelse var der i så fald mellem dem? En forklaring lod vente
på sig, for dræningen slog fejl, og engen fik lov at ligge
uopdyrket hen. Hvad den gemte, blev ikke undersøgt
nærmere.
I begyndelsen af
80'erne forsøgte man imidlertid atter at gøre jorden tjenlig til
dyrkning. En ny og dybere dræning blev gennemført, og dermed kom
det træværk, der tidligere var lokaliseret, i farezonen.
Det
truedes nu af såvel ploven som af udtørring. Det blev derfor
besluttet at se nærmere på området, og en udgravning førte i årene
1985-87 til afdækning af et hidtil ukendt borganlæg. Og hvad mere
er, et af fundene fra stedet afslørede, hvem fæstningsværket har
skullet beskytte. Men inden vi når så langt - og dermed til de
begivenheder, der ligger bag byggeriet - skal vi først se nærmere
på det nyopdukkede anlæg.
Mod vest støder
Skørpingholme, et vådt og moseagtigt område, op til Lindenborg å.
For den, der ønskede at anlægge en borg, bød det sumpede terræn på
forsvarsmæssige fordele, som man i høj grad også forstod at
udnytte. En oval borgbanke, omtrent 22x18 meter, var anlagt, så at
den nærmest som en kunstig ø flød på mosefladen, hvoraf
sandsynligvis store dele har stået under vand i anlæggets tid. Var
området således som byggeplads overordentlig ubekvemt, var det
tilsvarende velegnet som tilflugtssted. Det gjaldt om at komme så
langt væk fra det faste land som muligt og dermed i sikkerhed for
angribere.
På banken opførtes borgens eneste bygning, et kvadratisk tårn, der
målte omkring seks meter på hver led. Det blev båret af otte
stolper, der alle var meget svære, med en diameter på 40-50
cm, og
rammet dybt ned i mosebunden. De var anbragt med en i hvert hjørne
og en midtvægs i hver af de fire sider. Mellem hjørnestolperne -
og fastgjort til disse med trænagler var en fodrem, der tjente som
understøttelse for de tætstillede, lodrette stavplanker, som
udgjorde husets vægge.
På et punkt afveg nordvæggens opbygning fra de øvrige. Plankerne
stod her ikke i en fodrem, men støttede sig til en bagvedliggende
revle, der har været fastkilet i udsparinger, som endnu kunne ses i
den ene hjernestolpe. For at opnå tilstrækkelig længde var revlen i
begge ender øget med et mindre stykke.
Som den eneste er
nordvæggen bevaret i hele sin
længde. Dens
19 stavplanker,
der endnu stod intakte i en højde fra en halv til halvanden meter,
var af forskellig bredde og udformning. De fleste var samlet med
fer og not, mens resten stod kant mod kant. Kun enkelte planker var
fæstet med jern søm til revlen, til gengæld fastholdtes alle af et
tykt lag tørvemasse, der var dynget sammen om stavenes nedre ender.
Et tilsvarende lag påvistes ved de øvrige sider, men her var kun en
mindre del af vægtræet bevaret.
Østvæggens
konstruktion er blevet ændret, mens byggeriet stod på. Plankerne
skulle efter planen stilles i en fodrem, men efter at de første var
bragt på plads, er både planker og fodrem væltet. Man valgte da at
lade det hele ligge og opførte i stedet væggen af kløvede, halve
stammer, der anbragtes med den buede side indad. Groft tilhuggede
grene og en birkestamme, der lå uden for væggen, er rester af det
afstivningssystem, som har holdt væg plankerne på plads, indtil der
her blev påført tørvejord. Måske er den ufærdige østvæg væltet ved
et uheld, men den ændrede konstruktion kan også skyldes, at man har
ønsket en kraftigere væg i den side af tårnet, der var nærmest det
faste land.
Et
tykt lag af huggespåner og mindre træstykker viser, at
bygningstømmeret er tildannet på stedet. Inde i tårnet dækkedes
byggeaffaldet af et afretningslag, og hen over det udlagdes strøer,
som bar de egentlige gulvplanker. Oven på disse var der i tårnets
sydøstlige del en kompakt plade af ler. Et lag tørveaske vidnede om
dens funktion som husets ildsted.
For
at hindre udskridning af fyld fra borgbanken var kanten
stabiliseret med sektioner af risflettede faskiner. Nedrammede pæle
uden for disse må betragtes som hørende til forsvarsværkerne; mod
øst hvor afstanden til land var kortest - dannede de et tæt
palisadehegn, mens de i bankens vest side stod med større
mellemrum, helt op til to meter. Nogle steder suppleredes
pælerækken af stensætninger.
Hvordan har
fæstningstårnet set ud? De bevarede dele fortæller ikke alt,
således har vi ingen dokumentation for bygningens højde eller
tagkonstruktion. Det er dog rimeligt at forestille sig et
kvadratisk tårn i mindst to etager, med let indadskrånende vægge og
øverst et pyramidetag.
Adgangen til borgen
skete sydfra. En henved to meter bred risvej gik over engdraget til
det mere våde område, hvor den afløstes af en lavbro, over 100
meter lang og 2,5 meter bred, som førte frem til borgbanken.
Uvedkommende er naturligvis holdt på god afstand af
forsvarsanlægget; et porthus på broen, tæt ved dens begyndelse, har
spærret vejen. En række stolper viser placeringen, men fortæller
kun lidt om dets udseende. For at ingen skulle smutte uden om
porten, var den på begge sider forstærket med en
pælespærring.
Det
almindelige mønster for lignende forsvarsværker er, at hele
stormandsgården har været befæstet, oftest med de forskellige
udlænger liggende på en eller flere forbanker. Sådanne er ikke
observeret i mosen omkring tårnbygningen, så vi må gå ud fra, at
det tilhørende gårdsanlæg har ligget inde på det faste land. Tårnet
var kun til midlertidigt ophold.
Af
det bevarede træ er kun enkelte stykker i eg, det gælder
nordvæggens revle og de tre fodremme. En datering af disse dele ved
årringsmetoden ville ikke være til megen hjælp; udskæringer og
naglehuller viser nemlig, at der er tale om genbrug, således har
remmene en fortid som hammerbånd (øverste, afsluttende tværbjælke i
en væg). Imidlertid fremkom under den søndre fodrem yderligere et
par stykker egetræ - og denne gang var det ikke genanvendt tømmer.
Nedrammet i den bløde bund fandtes to piloteringspæle, oven i købet
med barken bevaret de steder, hvor pælene ikke var bearbejdet.
Disse pæle gav det bedste grundlag for en dendrokronologisk
datering, og fældningstidspunkt kunne nøjagtig fastslås: efteråret
1334. Sandsynligvis er træet straks efter fældning anvendt ved
piloteringen.
Netop i første halvdel
af 1300-årene blev der bygget borge i stor stil. En særlig gruppe
udgørde
såkaldte
sumpborge,
hvortil vort anlæg må
regnes. Af samme type er blandt andet de to borge Nørre Kongerslev
og Halkær, begge ligeledes fra Himmerland, samt Boringholm vest for
Horsens og Solvig ved Tønder.
Ved udgravningen blev
kun fundet få genstande, mest skår at krukker og bly glaserede
kander. Til husgerådet hører også knive og drejede træskåle, både
hele eksemplarer og stykker. Stumper af malmgryder fortæller om
madens tilberedning. Desuden blev der fundet udtrådt fodtøj, rester
af hestesko og dele af to hængelåse.
Ridder Sigfred Sehesteds segl
En enkelt genstand
skilte sig afgørende ud fra alle andre: I byggelaget vest for
tårnet fandt man en velbevaret seglstampe. Det drejer sig om en ca.
tre centimeter stor, støbt bronzeplade, som på bagsiden er udstyret
med øje til ophængning. Øjet har sandsynligvis haft en brist, i
hvert fald er det knækket - og seglet tabt på byggepladsen,
formentlig af ejeren selv. Et segl var nemlig en meget personlig
ting, som man ikke overlod i andres varetægt. Risikoen for misbrug
var nærliggende.
Hvem den uheldige ejer
var, fremgår af seglets billedside. Den viser et skjold med tre
liljeblade og langs randen Iæses: S •
SI-FRIDID SESTEDE • MILITIS.
Første bogstav, S, står for sigillum = segl, og oversat lyder
ordene: Ridder Sigfred Sehesteds segl. Foruden et årstal er nu også
et navn knyttet til borgen. Dermed har vi nøglen til dens
historie.
Seglstampe og -aftryk. På pladens
forside er skåret Sehestedernes skjold med tre
liljeblade,
der vender spidserne mod midten. Uden om ses ejernavnet.
Sammen med aftrykket er vist
stampens bagside med det brudte øje
En katastrofal
situation truede Danmark tidligt i 1300-tallet. For at skaffe penge
havde Erik Menved pantsat store dele af riget til danske og
udenlandske stormænd, blandt andet greverne Gerhard og Johan af
Holsten, der tjente store summer ved at give andre holstenske
stormænd del i pantet. Efter Erik Menved, som døde 1319, fortsatte
gældsætningen under Christoffer 2., og i løbet af få år var så godt
som alle kongelige besiddelser på fremmede hænder; det betød, at
kronen ikke længere havde nogen indtægt af betydning. De
holstenske grever demonstrerede nu deres magt ved 1326 at indsætte
den mindreårige hertug Valdemar af Sønderjylland som konge - med
grev Gerhard som formynder. Dette styre varede dog kun få
år.
Med Christoffers død
1332 var landet uden konge, rundt om gærede uroen, og
mange steder
brød modsætningerne ud i lys lue. For både danske og holstenske
stormænd med pant i dansk jord var der i denne periode god grund
til at sikre sig bag beskyttende volde og mure. Det gælder også vor
ridder Sigfred Sehested, der må formodes at have haft Egholm i
pant.
Sehested-familien
stammer fra Rendsborg egnen, og første gang vi møder Sigfred er i
et brev fra 1313. Desuden kendes hans navn fra fire andre
dokumenter, men fælles for dem alle er, at seglaftrykkene mangler.
Det var derfor ikke muligt at sammenligne disse med den fundne
seglstampe.
I et brev fra december
1332 erklærer biskop Hellembert af Slesvig, at han skylder »den
strenge ridder hr. Sigfred af Sehested« 250 mark i lybsk mønt. Som
pant for beløbet får Sigfred bispetiendet af alle landsbyer i
Siseby sogn ved Slien.
To år efter at have
forstrakt bispen med penge har ridder Sigfred formentlig været på
Egholm, måske for at inspicere byggeriet, som da - ifølge
dateringen - var i fuld gang. Seglstampen, der blev fundet blandt
byggeaffaldet, taler for hans tilstedeværelse, men desværre er
intet skriftligt bevaret om hans himmerlandske
besiddelse.
Den velhavende
stormand må være død senest 1350. Inden nåede han at bekoste et
alter til klosterkirken på Holmen i Slesvig, hvor der skulle læsses
bønner til hans sjæls frelse. Sigfred måtte naturligvis betale for
en sådan kirkelig tjeneste, og det skete med den pant, han modtog
af bispestolen, indtil den fik indfriet sin gamle gæld på 250
mark.
De
mange oprør og den vedvarende uro i landet gjorde det med tiden
vanskeligt for de holstenske grever at inddrive de skatter og
afgifter, som deres pant gav ret til. Desuden var også de tyske
hansestæder interesserede i mere ordnede forhold. Efter otte
kongeløse år enedes man derfor 1340 om at anerkende Christoffer 2.s
søn, Valdemar, som konge og som den, der havde ret til at indløse
panterne. Dette lykkedes i vid udstrækning, efterhånden som det
blev muligt at rejse penge. Men ind imellem måtte Valdemar (der
senere fik tilnavnet Atterdag) også tage mere hårdhændede metoder i
brug og kæmpe sig fra borg til borg.
Vi ved ikke, hvem der
på denne tid har ejet Egholm. Maske Sigfred Sehested. Under alle
omstændigheder har borgherren fundet det nødvendigt at investere i
et nyt og stærkere anlæg. Trætårnets afløser - det velkendte
voldsted Egholm slot - blev lagt 200 meter nordligere, og også her
udnyttede man terrænet med dets holme og sumpede enge ud mod
Lindenborg å. En voldgrav afskar effektivt enhver landforbindelse.
Bag graven - og yderligere omgivet at volde - var anlagt to
borgbanker, en lavere mod nord og en højere mod syd. På den
nordlige stod teglbyggede huse, mens der på den anden var et muret,
rundt tårn. Byggetidspunktet er for nylig
ved dendrokronologisk
datering bestemt til
tiåret mellem 1340 og 1350, begyndelsen at Valdemar Atterdags
regering. Herefter har det ældre, træbyggede anlæg formentlig fået
lov at forfalde.
I 1372 er det
holsteneren Hartwig Pogwish, der ejer borgen med tilhørende
gårdsanlæg. Han sælger nævnte år Egholm slot til en dansk
adelsmand, men allerede to år efter erhverver Valdemar Atterdag
ejendommen. Om salget har været mere eller mindre påtvunget, vides
ikke.
Dronning Margrethe,
der overtog Egholm efter kong Valdemar, skænkede 1391 godset til
Vor Frue kloster i Aalborg med den udtrykkelige bestemmelse, at
bygningerne skulle nedrives, og at de aldrig mere måtte genopføres.
Til gengæld for gaven lovede klosteret, at der i al evighed skulle
læsses messer for Margrethe og hendes forældre. Men evigheden
varede kun til reformationen da blev nonnerne fordrevet fra
klosteret, og godset kom atter under kronen.
Dronning Margrethe og røverne
Også sagnene har
beskæftiget sig med Egholm - et af dem kan passende afslutte
gennemgangen af borgens historie. På dronning Margrethes tid
var den hjemsted for røveriske folk. Disse røvere havde for
skik at indfinde sig i Buderup kirke om søndagen og lade
somom de andægtigt overværede gudstjenesten, men når folk gik
fra kirke blev omegnens bønder udplyndret, og selv fredelige
kirkegængere blev undertiden overfaldet og dræbt, når de om
søndagen søgte Buderup kirke. Bønderne klagede til dronning
Margrethe, og hun besluttede at gøre en ende på denne
røverrede, ved list.
En dag, da
banditterne var ude på togt, lod hun nogle af sine ryttere vende
skoene på deres egne heste, så man ikke, af de afsatte spor kunne
se, at soldaterne var sendt mod slottet. Det lykkedes dem her at
overvinde vagtmandskabet og indtage borgen. Da de intetanende
røvere vendte hjem, var det en let sag at overmande dem, og sagnet
vil vide, at dronning Margrethe gjorde kort proces og lod røverne
dræbe. Hun havde, fortælles det, selv ledet angrebet siddende i
sikker afstand på en sten ved en høj. Begge dele bærer endnu hendes
navn. (Margrethehøj N56 52.135 E009
52.472)
Så vidt den
folkelige overlevering. Hvorom alting er, så er det en
kendsgerning, at dronning Margrethe foranledigede Egholm Slot
nedbrudt. Dermed delte det skæbne med andre himmerlandske borge,
der som tilflugtssteder for egenrådige stormænd var kongemagten en
torn i øjet. Nedrivning var et skrapt, men effektivt
middel
.
Vor Frue kirke i Aalborg hørte til byens nonnekloster. Da
den oprindelige kvader-stenskirke fik tilbygget sideskib i
tegl,
blev der muligvis anvendt materialer fra Egholm, som var overladt
klosteret til nedrivning. - Stik fra 1859.
Koordinaterne angiver IKKE cachens placering!
Koordinaterne fører dig til en sten hvorpå der er 2
bogstaver.
Disse 2 bogstaver konverteres til tal, hvor a=1 , b=2, c=3
osv.
De 2 tal lægges nu sammen og værdien heraf kaldes Z.
Cachen finder du på N56 52.(21 * Z) + (Z - 5) E009 51.(46 *
Z) +
11
Eng.
Egholm
Castle
The cache is placed in an area around an old castle hill with some
fine old moats around.
In the 12 century there used to be a fine castle here, but the
Queen Margrethe 1.th of Denmark tore it down to control brigands
and disobedient aristocrats.
The coord’s DO
NOT point at the cache’s position!
The coordinates will lead
you to a stone with 2
letters.
These two letters must be
converted to numbers where a=1 , b=2, c=3
etcetera.
Sum up the two numbers and the
value is called Z
The Cache is placed
at
N56 52.(21 * Z) + (Z - 5) E009 51.(46 * Z) +
11